torsdag den 11. juni 2009

Ung Uge koncept

Denne morgen går med at læse bilag til det weekendens HB-møde i Silkeborg. Det bliver et spændende møde, hvor vi skal se på foreningernes tilbagemeldinger på spørgsmålet: Hvad kan visionen inspierere jer til? Vi har fået mange svar. Der er succeshistorierne om nye klubber, der er på vej. Der er de ærlige historier, som siger: vi har ikke ressourcer til at tale om visionen. Og så er der alt ind i mellem.

Det bliver også et intenst og hårdt møde: Vi har en lang dagsorden, mange bilag - og så er der vigtige temaer angående fremtiden. Vi skal bl.a. tale om den fremtidige konsulentdækning af landets foreninger. Vi ville gerne have flere ansatte, end vi har. Men når nu landsorganisationens økonomiske virkelighed er, som den er, hvordan giver vi så foreningerne den bedst mulige service med de kræfter, vi har? Jeg mener frem for alt, vi skal være realistiske: Vi må bruge kræfterne på udvikling dér, hvor der er vilje til udvikling.

Et af de store bilag er konceptpapir for Ung Uge 2010. Hurra! Det bliver sjovt. Festivaltanken lever videre, og det er tydeligt, at den nuværende festivalkomité har gjort sig mange tanker om, hvordan Ung Uge bliver en festival ikke bare for unge, men også med og af unge. Der skal både være de store fællesskab til sus-oplevelserne, og så skal der være de mindre netværk til det nære og mere forpligtende fællesskab.

De unge skal have indflydelse. Det beskriver komitéen i konceptpapiret under overskriften: Inddragelse, medejerskab og deltagelse. Og så tænker jeg: Godt sagt! Det er jo egentlig det, vi vil, ikke kun med Ung Uge, men med KFUM og KFUK i det hele taget: Vi vil ikke bare underholde unge. Nej, vi vil tage unges meninger og idéer seriøst, vi vil lade dem arbejde med, så de oplever ansvar og udfordringer - så det bliver deres projekt, som de brænder for og arbejder med på. Når det sker, så er det mest effektive kommunikationsapparat sat i gang for Ung Uge. Det er dér, hvor unge i deres netværk fortæller hinanden om den event, som allerede er begyndt et år før sommeren 2010.

Glæder mig allerede til Ung Uge! - Og til HB-møde, som indledes af det bedste: Præsentation af vores nye sangbog, Puls!!

Ole Bjerglund Thomsen

1 kommentar:

  1. I må have et godt HB-møde
    Festivalkomiteen glæder sig meget til at høre om I kan lide vores festivaltanker ;o) Det lader det jo til heldigvis.. :o)
    Det bobler og sprudler rundt om i udvalgene. Kommunationsudvalget arbejder på PR sammen med landskontorets grafiker Kathrine, så vi kan få skudt noget afsted til efterskolerne inden ferien, og i mandags var jeg til møde med Teknisk Udvalg, som har styr på sagerne og rykker rigtig fedt.

    godt HB-møde fra festivalbossen - Bessie

    SvarSlet