torsdag den 25. juni 2009

Tre håb ved indflyvningen til ferien

Jeg kæmper både mentalt og praktisk med at få "Bordet slået op, sædet i ret position og sikkerhedsbæltet spændt". For indflyvningen til ferien er begyndt. Planlagt landing er her i weekenden.

Den første uge går med familieferie i sommerhus (- jeg overvejer i forlængelse af fly-metaforen, om man måske skulle anskaffe sig en redningsvest og en evakueringsrampe....). Dernæst går turen til Det Hellige Land. - Og ja, jeg ved godt det er et håbløst tidspunkt mht. temperaturer, men det er nu engang om sommeren, man har ferie.

Når jeg kommer tilbage fra ferie, håber jeg at høre om tre ting, der er sket:

1. Fantastiske KFUM og KFUK-begivenheder hen over sommeren.
Rundt i landet afvikles en række fede sommer-begivenheder med børn, unge og voksne. Jeg håber, der bliver fuld knald på, at der må være inspiration, fællesskab og PULS - med sang natten lang.

2. En løsning på de afviste irakiske asylansøgeres situation
De stakkels mennesker har siddet mange år i asylcentre. Nu sidder de i en kirke, mens tænderne klaprer af frygt for, hvornår politiet afhenter dem til hjemsendelse. Det er uværdigt for dem, og det er uværdigt for os som samfund. Så find dog en løsning!

3. En biskop, der vil se frem - så børn og unge kan få at vide, at de kan tro på Gud
Hvor har vi hørt længe om det elendige bispevalg i København. Lad os for både Guds skyld og kirkens skyld dog få den sidste runde afklaret. Jeg håber, det bliver en kandidat, der tør se fremad. Hvor er der mange i vores lille lutherske kirke, der håber, at ting igen kunne blive som de var: Monoreligiøst samfund, hvor alle er medlem af den samme kirke, og alle føler sig hjemme i kirken. Men lad mig løfte sløret for fremtiden: Sådan bliver det bare ikke!! Derfor: Lad os få en biskop i København, der tør gå forrest i en forandringsproces i kirken, hvor vi tager livtag med virkeligheden. Det betyder f.eks. at få lukket nogle kirker og bruge ressourcerne, såvel økonomiske som menneskelige, på det, det handler om, nemlig evangeliet om Jesus Kristus.
(I KFUM og KFUK står vi klar med idéer og lyst til samarbejde inden for alt, der kan bidrage til, at børn og unge får at vide, at de kan tro på Gud).

Jeg glæder mig til at komme hjem og høre om de tre håbs opfyldelse - og jeg er åben over for at blive positivt overrasket, over endnu flere gode nyheder.

God sommer derude!

Ole Bjerglund Thomsen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar